Der er længe, længe til...

Målgruppe: 1.- 4. klasse

Lektioner: 20- 45 min. hver dag i december

Fag: Alle fag

Periode: December 2023

 

 

Hvis der er opgaver, er der så også nedgaver? Kan man blive glad for en gave, man ikke har ønsket sig? Og hvad venter man egentlig på i december? 

Historien
December er ikke som den plejer. Anna og Otto skal nemlig bo hos deres mormor og morfar, mens deres mor er i Spanien for at genoptræne sin dårlige ryg. Og selvom de altid har det hyggeligt sammen med mormor og morfar, så bliver det ikke det samme uden mor. 
For at give Anna og Otto noget andet at tænke på, har mor lavet en pakkekalender til dem. Men pakkekalenderen er ikke helt almindelig, for pakken kan både være en gave og en opgave. 
Pakkekalenderen sender de to børn ud på oplevelser, hvor de møder forskellige mennesker og får indblik i, at julen både er spændt ventetid, travl forberedelsestid og traditionsrig højtid.

Lågekalender og fortælling
Projektet består af en oplæsningsbog, en lågekalender og en hjemmeside med forslag til aktiviteter.
Hver skoledag i december åbnes en låge i kalenderen, og der læses et kapitel i historien. Efterfølgende kan eleverne fordybe sig yderligere i dagens emne på hjemmesiden.

I løbet af december stifter eleverne således bekendtskab med kirkens rum og ritualer, adventstidens venten samt opgavens og gavens forskellige betydninger.

Tilmelding: Senest 1. oktober 2023