

Fag: Kristendomskundskab
Lektioner: 6-7
Periode: Fra september 2025 og resten af skoleåret
Tilmelding: Hele året
Leveres: August 2025
Materialet indeholder:En lærervejledning med forslag til aktiviteter og baggrundsstof, adgang til projekthjemmeside med explainerfilm og oprørsbibliotek, klassesæt af elevhæfter, inspiration til afgangsprøven
Stille råb og knyttede næver
7.-10. klasse
Op på barrikaderne, grib megafonen og skub de gamle systemer og magthavere ud over kanten, så der kan blive plads til noget nyt!
Sådan vil mange måske tænke, når de hører ordet oprør. At det kræver masse- mobilisering og larm i gaden. Men oprør kan se ud på mange forskellige måder. De kan være lokale, som når skoleklasser strejker for klimaet, de kan være online, som når folk samles om et hashtag, eller de kan være helt stille, som når et enkelt menneske siger fra og vælger en anden vej.
Oprør - et ønske om forandring
Fælles for alle oprør, uanset om de larmer eller er stille, er, at de deler ønsket om at ændre noget. Målet er ikke nødvendigvis at omstyrte det eksisterende, det kan også være at starte en samtale om noget, som man synes er vigtigt, forkert eller noget helt tredje. Og er der plads til etik i oprøret?
Oprørsbibliotek og protestplakat
I dette projekt skal eleverne arbejde med oprøret som begreb, med Jesus og Martin Luther som oprørere samt med oprør i kristendommen i dag.
Gennem fire explainerfilm præsenteres eleverne for de forskellige facetter af oprør. Efterfølgende skal de arbejde med forskellige kilder i et online oprørsbibliotek, der bl.a. kommer omkring historie, bibeltekster, andre religioner, musik og kunst. Afslutningsvis skal eleverne samle deres viden på en protestplakat, der også kan anvendes som produkt til eksamen.